Melsen Fonden har besluttet at kunne imødekomme Sæby Badmintonklubs ansøgning om støtte til udskiftning af oliefyr, med en donation på 50.000,00 kr.
Donationen vækker stor glæde i Sæby Badmintonklub, som i dag opvarmes af tre forskellige varmekilder. Omklædningsrummene opvarmes af fjernvarme, cafeteriaet opvarmes af varmepumpe og selve badmintonhallen opvarmes af oliefyr.
Klubben har i 2023 & 2024 fået lavet rørføring til fjernvarme i hallen, men der har desværre ikke været økonomi til fase 2 i projektet, som indebærer opsætning af radiatorer i hallen, som er altafgørende for at hallens opvarmning sker via fjernvarme. Melsen Fondens donation bringer Sæby Badmintonklub tættere på gennemførelse af projektet.
Bestyrelsen i Sæby Badmintonklub har længe haft på sinde, at udskifte oliefyret. Der er blevet arbejdet med projektet on/off siden 2011. Den helt store hæmsko har altid været økonomien, da der er tale om en meget stor investering for klubben.
Kasserer i Sæby Badmintonklub, Mads Nedergård Møller udtaler:
”Klubben er utrolig glad for donationen fra Melsen Fonden, som medfører at klubben nu – økonomisk set – er halvvejs i mål med den næste etape som bliver endelig udskiftning af oliefyr og overgang til fjernvarme.”
Klubben har i 2022 og 2023 købt i gennemsnit ca. 6.000 liter fyringsolie årligt.
Klubben er selvfølgeligt rigtigt glade for at donationen både vil være med til at bidrage positivt til den grønne omstilling og klubbens økonomi fremadrettet.
Vores beregninger på projektet viser at vi forventeligt vil kunne reducere vores CO2-aftryk med lige knap 10 tons pr. år.
Økonomien vil også komme til at se væsentligt anderledes ud, idet vi forventer en væsentlig reduktion af vores varmeudgift, som gør en stor forskel for klubbens økonomi fremadrettet.”
Næste skridt bliver, at finde den resterende sum penge, som mangler til endelig gennemførsel af projektet. Det er Sæby Badmintonklub godt i gang med.