Lasse Kjærsgaard Stidsborg, Afdelingsdirektør i Spar Nord Sæby og Administrator for Sparekassen Sæbys Fond, var i december forbi Sæby Badmintonklub til overrækkelse af en donation, til indkøb af en robotstøvsuger, der kan forestå den daglige og lettere rengøring af gulvet i hallen.
Hallen bliver flittig brugt af en bred flok af medlemmer og det ses tydeligt i det daglige på gulvet, som naturligt nok bliver lidt beskidt og støvet. Bestyrelsen har derfor længe haft et ønske om en robotstøvsuger, der både kan støvsuge hallen og vaske gulvet om natten, når hallen ikke bliver brugt.
Det betyder rigtig meget for en klub, som Sæby badmintonklub, at erhvervslivet støtter op om foreningslivet og fællesskabet i klubben. Og i dette tilfælde letter den daglige rengøring i hallen, hvilket bidrager til et bedre miljø, og en mere indbydende hal. Der skal derfor fra bestyrelsen for Sæby Badmintonklub, og på vegne af medlemmerne lyde en stor tak, til Lasse Kjærsgaard Stidsborg og Sparekassen Sæbys Fond for endnu en donation til Sæby badmintonklub
Om Sparekassen Sæbys Fond:
· Sparekassen Sæbys Fond, udspringer af den tidligere Sparekassen Sæby (i dag Spar Nord).
· Fonden støtter almennyttige og velgørende formål med tilknytning til Sparekassen Sæbys virkeområde – Gammel Sæby Kommune.